Begrebsindeks
Kan også printes ud til eleverne.
- Dramatiker: Den der skriver manuskriptet.
- Dramaturg: En dramaturg kan hjælpe manuskriptforfatteren med at forme og strukturere den dramatiske ide. Dramaturgen kan også være en, der hjælper til under produktionen. Her hjælper dramaturgen instruktøren med at nærlæse manuskriptet og undersøger baggrunden og konteksten for stykket.
- Dramaturgi: Kommer af græsk og betyder handlingslære. Ordet bruges ofte om det at give en handling form og at strukturere den i et forløb.
- Frys: Et ord man kan bruge om et midlertidigt ophold i spillet. Her stopper spillerne op og fastholder den position, de blev stoppet i.
- Impuls: En impuls er en påvirkning udefra – noget der sker. Det kan f.eks. være at en medspiller tager et skridt frem, eller siger sin replik. Det kan også være en lyd, en hvilken som helst bevægelse eller en ændring af stemningen i rummet. En impuls er noget, man kan reagere og agere på.
- Instruktør: Den person som instruerer skuespillerne og bestemmer, hvordan manuskriptet skal iscenesættes. En instruktør kan også arbejde uden manuskript. Her vil vedkommende være den, der leder de materialegenererende øvelser og i sidste ende udvælger det, der skal med i stykket.
- I rolle: Dette betyder, at eleven agerer som sin rollefigur i spillet og ikke som sig selv.
- Læseprøve: Når skuespillerne får udleveret manuskriptet til forestillingen, sidder de og læser deres replikker højt, som de står skrevet i manuskriptet, inden de går på gulv i deres rollefigurer.
- Rekvisitter: De virkelige, ikke mimede, objekter, som kan anvendes i spillet.
- Rollefigur: Figur er et af de centrale elementer i drama. Det dækker over en person eller et objekt, som skal iscenesættes. Rollefigur er et ord, der kan bruges om den bestemte rolle, der skal spilles.
- På gulv: Er et udtryk der anvendes inden for drama om det at arbejde fysisk med kroppen. Når skuespillere f.eks. går fra at have haft en siddende læseprøve til at skulle prøve scenerne af i praksis omtales det som ”nu går vi på gulv”.
- Scenograf: Den der laver det visuelle udtryk i forestillingen.
- Skuespiller/spiller: En der påtager sig en rolle i en forestilling eller øvelse.
- Status: Et nøgleord i arbejdet med relationer. I dramaforløb har eleverne mulighed for at eksperimentere med status. Man kan f.eks. spille en, der har høj status/er populær i klassen eller en, der har lav status/er upopulær i klassen.